Willumsens Kreative Værksted

Her kan I se noget af det vi kan byde på. 🙂

Som en af aktiviteterne i værkstedet er sølvværkstedet. Her bliver lavet smykker uden lige ;o)

I en anden afdeling af værkstedet bliver voksmaling ind imellem taget frem.

Uddannelse og baggrund
Jeg er født i 1947 på Bornholm og har tilbragt hele min barndom der. Allerede som barn havde jeg en stor interesse for det kreative. Jeg elskede at færdes i naturen med dens klipper, hav, skov og moser. Det kom i skolen til udtryk gennem mine tegninger og akvareller. Da jeg ikke kunne finde ud af at blive kunstner blev jeg lærer, for så kunne jeg undervise i kreative fag. Siden har jeg taget forskellige kurser for at dygtiggøre mig. I 1995 – 96 var jeg på Randers Kunstskole, i 1998 – 2000 på Djurs Håndarbejdsskole og i 209 – 11 tog jeg uddannelsen i porcelænsmaling.

Jeg maler naturbilleder, blomsterbilleder, billeder med kristent indhold, portrætter, humoristiske billeder m.m.

Inspiration
Hvad inspirerer mig? Jo, det gør mine omgivelser og det at være en lille brik i et kæmpe skaberværk. Hvor jeg end færdes, ser jeg motiver og møder mennesker, som inspirerer mig. I naturen ser jeg spændende sten, pæle, træer, marker m.m. Jeg tager billeder eller sidder ude i naturen og arbejder. Jeg bliver ved med at arbejde til formen på f.eks. en sten træder frem og jeg stræber efter at få et humoristisk træk frem i maleriet, hvis det kan lade sig gøre. Også på udstillinger henter jeg inspiration. Det at jeg har beskæftiget mig med forskellige områder inden for det kreative giver mig en større styrke til at gå i gang med et billede, idet jeg kan gøre brug af de erfaringer og den viden jeg har erhvervet på de forskellige områder. Når jeg fordyber mig, glemmer jeg tid og sted. Og jeg higer hele tiden efter at lære mere og prøve nye ting af. For mig er det at være kunstner, at være i en udvikling, som aldrig stopper.

Uddannelse og baggrund

Født 1954, Lammefjorden, Odsherred Sjælland. Bor nu i Fjellerup/Djursland. Passion; bl.a. sølvsmykker.
Jeg har uddannet mig og arbejdet indenfor musik, teater, billedkunst og har virket som efterskolelærer i 37år. Hvor jeg også i rigt mål har fået lov til at udfolde det jeg har lært.

Jeg har dyrket musik, malet og tegnet fra barns ben. Interessen for at skabe smykker startede for mange år siden, med en våd strandsten, nå ja, så måtte jeg jo finde ud af hvordan sådan en kunne bevare sin udstråling og indfattes som smykke.

Inspiration
Min inspirationskilde er, at være en del af et kæmpe skaberværk med lov og frihed til selv at skabe. Nogle af mine smykker er direkte inspireret af naturen,- andre smykker bruger jeg tid på at billedgøre begreber som bl.a. liv og kærlighed i symboler, der på en eller anden måde rummer en begivenhed, begreb eller situation for den, som smykket er tiltænkt.

Jeg har tiden igennem suget inspiration til mig fra mange kunstnere, som jeg sætter pris på og i vores lille værksted i Fjellerup ønsker Birthe (min dejlige kone siden 1974) og jeg at kunne være til inspiration for andre.